er livsmod i bogform. Birgit Strandbygaard formilder sorg og uretfærdighed, hun gør det med sproglig glæde og stort overblik. Handlingen foregår i efterkrigsårene blandt fattigfolk i provinsen, og det regner ofte, alligevel viser det sig, at solen skinner på dem, der selv gør noget og lader sig berøre af fantasiens vingespids.” Steffen Larsen Politiken. ”Historien er flot disponeret og fortalt med mange gode pointer, der hæver den et godt stykke over gennemsnittet af stakkels pige bliver mobbet-bøgerne.” Tonny Hansen, Folkeskolen. Fra bogen: ”Det er en af de første blege forårsdage hvor regnpytterne ikke vil tørre, at månen næste gang sender sit hvide lys ind gennem det tynde gardin i Ninos værelse. Hun ligger helt stille og venter, ser hvordan gardinet bevæger sig, lydløst og forsigtigt. Hun kan høre månekonen lige før hun kommer ud af lyset, det lyder som en stjernekaster, der bliver tændt. Konen bliver stående ved fodenden af sengen og ser på Nino som der aldrig før er nogen, der har set på hende, igennem hud og hår og knogler, lige ind til det sted hvor drømme og historier bliver til.”