har sin egen unikke tone. Alle historier revolverer på en eller anden måde om musik, og om musikkens virkning – her er fx historien om gademusikanten Jan, der i Venedig bliver hyret af den afdankede, engang berømte amerikanske crooner Tony, der vil spille serenader for sin kone fra en gondol under hendes vindue. Det er cheesy, men det er også tragisk – for croonerens og hans kones ægteskab er i fuld opløsning, og musikken rører ikke hans kone til forsoning, men kun til sorg over det groteske i situationen. Det er denne overordnede følelse af nostalgi, ironisk, bittersød nostalgi, som musikken kan formidle, der binder alle historierne sammen. Kun indimellem brydes denne stemning af komiske øjeblikke, af groteske situationer, som i historien om saxofonisten, der er så grim, at hans karriere lider under det, og som derfor lader sig indlægge på en plastikkirurgisk klinik med vanvittige følger. Men hver af historierne er hjerteskærende på hver sin måde, og alle demonstrerer de Ishiguros mesterlige fortællekunst.