Han kiggede op, og hans blik gled langs strækningen af en overpyntet trappe, der førte til værelserne ovenpå, til skyggerne ved toppen, hvor en kvindes skikkelse stod, urørlig, og kiggede ned. Du gode Gud, så rygterne var sande. Dette var, hvor kvinden var havnet. Man kunne ikke tage fejl af den yndige kurve, der gik fra talje til hofte. Den elegante placering af hovedet lagt let på skrå, set i en silhuet, matchede det minde, der sommetider distraherede ham. Araminta. Hvad fanden havde hun gang i med at arbejde her? Hvis han genkendte hende, genkendte hun måske ham. Han måtte tale til hende. Han begyndte at gå hen mod trappen, mens han undertrykte sin pludselige, uforudsete iver. Egedøren bag ham åbnede. Araminta forsvandt i skyggerne i hallen ovenpå.