”Hjælp mig, hvem der end kan!” bad jeg stille. Ja, jeg sagde det vist endda højt et par gange. Jeg skammer mig ikke over det. Jeg græd også lidt. Jeg havde ondt. Ikke den lavfrekvente smerte, som når man slår sig, men den højfrekvente, der hører følelserne til. Smerte kommer i mange varianter. Selv smerte, som får én til at græde, har utallige varianter, og de kan ikke uden videre samles under ét, bare fordi man græder. Nogle mener, at al smerte kan samles under ét og kaldes ‘en smertekrop’, som de så fortrænger fra nuet og hævder kun eksisterer i enten fortiden eller fremtiden. Sådan noget vås. Smerte, af enhver variant, eksisterer kun i nuet. Ligesom lykke og lyksalighed.