som fastlægger arbejdet med fortidsminderne på havbunden. Vi har dog haft så travlt med at etablere os at vi indtil nu ikke har afset tid til at udveksle erfaringer i større stil. Behovet var så stort at stort set alle mødte op til konferencen på Rudkøbing Skudehavn. I 2015 tog nordmændene over og holdt en konference i Oslo, og i starten af 2018 bliver tredje konference holdt i Stockholm.
Langelands Museum har nu samlet 10 af foredragene fra konferencen i Rudkøbing i en bog med titlen ”Nordisk marinarkæologi fast forankret”. Om der i virkeligheden burde have været et spørgsmålstegn efter titlen er noget vi foreslår i forordet, men bidragene fortæller om hverdagen med anlægsarbejde på søterritoriet, om forskning i norske broer, Langelandske skibsvrag og teglproduktion på Sydfyn. Vi hører om bevaring af skibsvrag i Vestsverige, og hvordan man bedst leder efter stenalderbopladser i de danske farvande. Vi ser lidt ud over horisonten med forholdet mellem historiske kilder og skibsvrag og et pionérprojekt med marinarkæologi i Ghana.
Marinarkæologien er blevet en fast del af de nordiske landes arkæologi, men er stadig ikke helt inde i varmen hvad angår finansiering, og vi skal blive bedre til at få de ”tørre” arkæologer til at huske at vi findes. Det håber vi at den nye bog hjælper til med.