Spar op til
139 kr.
+ Læs mere
Berlingske
Vi er stødt på 8 anmeldelser af bogen "Normans område" i de 454 aviser, blogs og andre medier, vi følger. Find citater, links og korte uddrag herunder.
Romanen forsvarer romanen
Jan Kjærstads roman er udformet som en redegørelse sendt af en litterat til en læge, som et 'forsøg på at retfærdiggøre den gode litteraturs berettigelse og nødvendighed og for at bevise, at den har formet ham og hans hjerne.' Bogen handler om at leve med, af, i og for litteraturen, men Jan Kjærstad lader ikke tingene være så oplagte som så. Normans område er 'god læsning, som man bliver klogere af.' [Kort referat]
En gammel tosse forelsker sig
Forlagsredaktøren John Richard Norman har to gange overlevet et fatalt slag i hovedet og hans kontroversielle læge mener, at forklaringen er en særlig 'kærlighedens livsvilje' i hans hjerne. Norman selv mener derimod, at det er hans ivrige læsning, der har reddet hans liv. Det romanoplæg kunne have ført Jan Kjærstad lige lukt ind i 'et vindtørt skrift om skriften,' men den er han naturligvis alt for dreven til at falde for. I stedet har den norske forfatter 'begået en hyldest til fantasien som en kraft, der bringer os mennesker tættere på virkeligheden' – fortalt med humor og charme. [Kort referat]
Verden som delmængde
Jan Kjærstad har skrevet en typisk Jan Kjærstad-roman, som både er en gribende kærlighedshistorie og 'en helt vidunderlig dannelseshistorie med læsning og litteratur som omdrejningspunkt.' Og hovedpersonen er en typisk Jan Kjærstad-hovedperson – en succesrig, midaldrende nordmand, som pludselig snubler i sit liv. Alt er således ved det gamle bortset fra, at forfatteren denne gang lader til at have et endnu bedre greb om sine personer en vanligt. [Kort referat]
Med skønlitteraturen i kroppen
Helt fra han var knægt har John Richard Norman bogstavelig talt fået litteratur ind i kroppen og har som voksen tilsyneladende udviklet et helt nyt organ i hjernen. Han er faktisk første levende biologiske eksempel på en ny evolutionær udvikling af menneskeracen forstår man ud fra en videnskabelig note, der ligger som én af adskillige rammer omkring John Richard Normans historie. Det er nemlig en kinesisk æske Jan Kjærstad har skrevet om læselyst, litteratur og 'læsningens eksistentielle betydning.' [Kort referat]
Livets brød
Forlæggeren og litteraten John Richard Norman er 'den første af sin art – en homo futurus.' I sin hjerne har han udviklet en 'såkaldt supracortex, hvormed mennesket får adgang' til en parallel virkelighed hvor fiktionen har helbredende og guddommeliggørende kræfter. Jan Kjærstads roman om kærlighed og litteratur kunne være udtænkt af Svend Åge Madsen, men den norske forfatter 'savner helt Madsens humor og legende uhøjtidelighed.' Kjærstad skriver besnærende og romanen er rig på sproglige billeder, men man bliver alligevel ikke rigtig mæt. 'Der er for meget luft og for lidt brød.' [Kort referat]
Læs for livet
Man skal ikke læse denne roman, hvis man har viet sit liv til bøgerne. Men hvis man er nysgerrig efter, hvordan der ser ud inde i en 'læsemaniac', så er forlagsredaktør John Richard Normans selvbiografi skrevet af Jan Kjærstad et bekendtskab værd. Forlagsredaktøren har altid betragtet sit liv ud fra sin romanlæsning, og i bogen beskæftiger forfatteren sig med, hvor al den boglighed fører hen, og om en 'romanmaniac' er i stand til at elske på normal vis. Bogen er lidt kringlet og opbygningen for spekulativ, men eftersom Norman er en spekulativ type, passer formen jo til indholdet. [Kort referat]
En vind, der kan fylde sejlet
Man kender en mester, når man læser ham og 'Jan Kjærstad kan skrive, så det rykker i læserens grundfjeld.' I denne to tredjedele vellykkede roman om forlæggeren Norman, der lider af ord-allergi, flyver vi frem og tilbage mellem voksen- og barndom, men selvom kronologien er i stykker, tager historien ikke skade. Derfor er det så meget desto ærgerligere at det kun er to tredjedele af romanen, der virkelig rykker. På et tidspunkt begynder melodramaet at tage over og kærlighedshistorien mellem Norman og den dragende Ingrid, som han møder på den ø, hvor han er gået i ordløst hi, 'udarter i operetteagtige tårefloder' – som om forfatteren holder op med at tage sig selv og sin historie alvorligt. [Kort referat]