I seks år skilte krigen Mirjam Bolle fra hendes forlovede, der som en af de første var emigreret til Palæstina fra Holland. Bogen er baseret på de breve, som hun skrev til ham - breve, der aldrig blev sendt, men gemt, og for en dels vedkommende først ved et tilfælde blev fundet efter krigen. Mirjam Bolle var sekretær for Det Jødiske Råd i Amsterdam.
Brevene fortæller om dagliglivet under besættelsen: Angsten, når der bankes på døren sent om aftenen. Ydmygelserne, når ens hjem bliver ransaget, frygten, når familiemedlemmerne har skjult sig i et hus, der gennemsøges, problemerne, når man ikke kan bevæge sig frit.
Mirjam Bolle, der er bedre informeret end de fleste pga. sin position i rådet, er rædselsslagen på andres vegne, men tror sig i sikkerhed via sin position. Og hendes breve afslører det forfærdelige dilemma, som rådet befandt sig i ved, mod besættelsesmagtens pres, at forsøge at holde deres egne ude af deportationslisterne. Hun gør et stort stykke arbejde for at få folk løsladt igen, men selv ender hun i 1943 i Westerbork og overføres i 1944 til Bergen-Belsen. I brevene herfra beskriver hun i detaljer hverdagen med dens håb og skuffelser. Beretter om transporter til og fra andre lejre, om udsultede og forkomne mennesker, familier, der splittes, om rygterne om livet i de andre lejre.
Bogen er medrivende læsning og en gribende skildring af et jødisk kvindeliv under den tyske besættelse. Der står intet om gaskamre, men frygten og uvisheden mærkes mellem linjerne, og det gør jo det ikke bedre, at man ved, at krigen først slutter i 1945.