Afstemt linedans fra dansk digter med handicap

Caspar Erics digte i ”Nye balancer” sætter ord på en handicappet krop.

Blindefodbold for dem, der kan se

Digteren, der blev udråbt til millennialgenerationens stemme, er blevet ældre. En ny samling »handicapdigte« er det hidtil bedste fra hans hånd.

En skønhed midt i det hakkende

Caspar Erics nye digtsamling, der udkommer i dag, er et vredt kampskrift, der kalder på handling

De spørgsmål, der melder sig undervejs, er svære at ryste af sig

Caspar Eric gør sig ikke rigtigt i diskrete virkemidler og de subtile nuancers poesi i »Nye balancer«, der kredser om den handicappede krops placering i verden. De spørgsmål, der melder sig undervejs, er svære at ryste af sig.

Hverdagens strækøvelser

Digteren Caspar Eric lever med cerebral parese, og i hans nye bog – der har genrebetegnelsen “handicapdigte” – skriver den prisvindende forfatter bl.a. om samfundets stigmatisering og diskrimination af “det anderledes”. Det er vigtige emner, som digteren kender indefra, men som alligevel ikke kommer til at leve fuldt ud.

et, fhv. MF (R) 6 A'er til handicapdigte: "Hvem bliver kærester med en person med handicap, når man er opdraget til, at dem skal man ikke tale med i supermarkedet?"

Hvis vi ikke bliver bedre til at tale om handicap, ekskluderer vi mennesker fra vores samfund. Caspar Eric starter samtalen. Derfor er hans nye bog ikke bare vigtig, den bør være pensum på danske ungdomsuddannelser, skriver Kristian Hegaard.

I want more life, fucker

Caspar Erics nye udgivelse Nye balancer har genrebetegnelsen ‘handicapdigte’. Det er en digtsamling, der puster liv i gløderne på den samfundsdebat, der handler om stigmatiseringen af mennesker med et handicap. Selv har Eric cerebral parese, og hans digte tager udgangspunkt i livet som fysisk handicappet i et samfund, der ikke er indrettet til alle.

NYE BALANCER - HANDICAPDIGTE

Caspar Erics handicapdigte oser af vrede, frustration og kunstnerisk begavelse og manifesterer digteren som en brændende fakkel i et tomt rum.

Nye balancer: Vores allesammens linedans på en glødende højspændingsledning

Med digtsamlingen Nye balancer skriver Caspar Eric sig ind i disse års litterære yndlingsposition; outsideren, der med kritisk blik gennemskuer alt det, der er galt med verden. Men det er ikke det mest interessante ved Erics digte, skriver Inger Tejlgaard Olesen Ravn. Værket er stærkest, “når det tager afsæt i de kropslige oplevelser og erfaringer, både faldet og forfaldet, og i undersøgelserne af kroppens erindringer.”