“Maria var nået næsten helt hen til udsigtspunktet, da hun pludselig syntes at se noget bevæge sig et stykke inde i nøddeplantagen, noget hvidt, der forsvandt, kom tilbage og forsvandt igen. Hun gik langsomt videre, vinden havde rejst sig, og de overisede rakler og kviste raslede stille mod hinanden. Hun vendte om og begyndte at gå tilbage mod bilen med nervøse hurtige skridt. De hvide slør dukkede op igen, nu lidt nærmere, og hun hørte nogen synge og forsvinde – og dukke op igen. Nu kunne hun se svajende hvide gevandter, der bevægede sig i dans til tonerne af svag musik og sang i den tætte rimtåge. Hun anede to skikkelser i alt det hvide, og pludselig stod de helt henne ved hegnet og så på hende.– Mor! sagde en stemme i et kridhvidt ansigt med dyngvådt hår. Hvorfor er du  her?”