to meter over jorden i en ribbe (dem fra gymnastiksalen) med en hidsig designer på ryggen, som kunne blive ved og ved - muligvis fordi han var omskåret? 2003. I 20'erne og præsenil Jeg misunder kvinden, der kan arbejde til klokken 18 og servere bouillabaisse til 12 personer klokken 20. Jeg bestemmer mig tidligt i mit liv for at blive sådan en kvinde. Med zenbuddhistisk ro svinger jeg gongongen: 'Allersødeste venner, så er der serveret,' siger jeg, mens jeg sørger for chablis i samtlige glas og lytter med indlevelse. Løgn. Står i ISO klokken 19 og nedstirrer den halvtomme kølemontre, mens min heltomme hjerne ekkoer som et forladt folkekøkken. 2004. 30 år. Jeg gør status. Mit yngelplejeinstinkt. Dengang: 'Når jeg er 30, vil jeg bo i kartoffelrækkerne og have tre børn, mindst. Og en vinkælder og en hængekøje.' Nu: Har to sponsorbørn i Afrika og i forlængelse deraf utroligt mange tegninger af sivhytter. Følg den ca. 30-årige journalist - der minder foruroligende meget om sit alter ego Camilla Stockmann - igennem 3 år i storbyen med nyforelskelse og andre styrt ud i det moderne storbyliv. Baseret på forfatterens populære klumme i Eurowoman