der kommer og klipper ørene af børn, der sover. Ingen havde fortalt hende om ham, og dog havde hun troet fuldt og fast på ham. Sommeren 2004 regnede og regnede det, og vi kedede os i sommerhuset. Midt i det hele kom vi i tanker om Øremanden igen og blev enige om at skrive en bog på vers om ham. Hver morgen satte vi os ved bordet og drøftede, hvilket element af historien vi nu var nået til, og bagefter gik vi i gang med at finde ord, der var velegnede at rime på. Indimellem røg sætningsforslagene frem og tilbage over bordet, til andre tider kunne der være tavst i halve og hele timer. Men hver dag faldt et nyt digt på plads, og da ferien var slut, var teksten det også.”