Vil vi have et stærkt repræsentativt demokrati, hvor alene valghandlingen er demokratiets store stund? Eller vil vi også til daglig have et deltagerdemokrati, hvor borgerne lever med i hverdagens processer i politik og forvaltning? Hvis vi også vil det sidste, må mange flere end de valgte politikere have mulighed for at se det offentlige over skulderen hver eneste dag.
I Danmark hævder politikere ofte, at vi har stor åbenhed og offentlighed i forvaltningen. Samtidig viser der sig i praksis ofte store hindringer og problemer, når borgere vil følge med i, hvad myndighederne foretager sig.
Bogen rokker ved myten om Danmark som et foregangsland i åbenhed. Offentlighedslovgivningen er stagneret gennem en årrække, og myndighederne er ikke altid hjælpsomme og åbne.
Årsagerne til det danske skisma mellem indbildning og virkelighed må søges i historien. Med os fra enevælden trækker vi en tung tradition for hemmelig forvaltning. Vi er ved at komme bagud i forhold til en lang række lande. På papiret er selv Albanien, Moldavien og andre østeuropæiske lande ved at overhale Danmark. Tilmed har EU på enkelte punkter mere åbenhed.
Ved overvejende at se offentlighedsspørgsmålet i et individperspektiv havner man i Danmark ofte i et blokerende dilemma mellem at beskytte den enkelte mod myndighederne og at beskytte den enkelte mod utidig snagen fra andre borgere. Man glemmer, at det demokratisk væsentlige slet ikke er den enkeltes mellemværende med myndighederne, det er derimod de store politiske beslutninger, som træffes af politikerne. Man kan udmærket både beskytte den enkelte og sikre bedre indblik i de store fælles beslutninger.