sig mod modernismen. Flere af de omtalte forfattere fortjener at blive husket som fornyere, men bliver det sjældent - af flere grunde: institutionelle, æstetiske, biografiske, kulturpolitiske. Nogle afsøgte kunstneriske muligheder, som ikke blev videreført, eller som andre siden fik æren for. Andre blev misforstået af sam- og eftertiden eller blev usynliggjort i kunstnergenerationernes indbyrdes opgør. Og andre forfattere handler om efterkrigstidens prosa, men de spørgsmål, den rejser, rækker ud over perioden. Ved at fokusere på væsentlige, men oversete forfatterskaber bliver bogen således en kritisk kommentar til den såkaldte kanondannelse, dvs. de mekanismer, der udpeger bestemte værker som erindringsværdige og frasorterer resten. Bogen fremhæver et element af vilkårlighed i kanondannelsen. Den er en invitation til at betragte litteraturhistorien i et usædvanligt perspektiv ved at fremdrage eksperimenter, som eftertiden har set bort fra - ikke nødvendigvis, fordi de var mislykkede: At de ikke slog an er ikke ensbetydende med, at de slog fejl. Søren Schou, f. 1943, er lektor i dansk litteratur på Roskilde Universitetscenter. Han har skrevet Heinrich Böll (1972), Dansk Realisme 1960-75 (1976), og De danske Østfrontfrivillige (1981). Bidrag til Dansk litteraturhistorie (1985), Verdens litteraturhistorie (1993), Dansk mediehistorie (1997), Danmarkshistorier (1997) og Læsninger (1997-99). Har været anmelder på Information og Weekendavisen.