Og tilsidst går verden underaf Peter Asmussen

I det store, i det små

I romanen følger vi Louise fra hun ligger i sin mors mave og til hun 100 år senere dør i sin kørestol. Bogen er fuld af konkret dramatik og har dybde i flere lag samt et sprog som både har 'åbne lysninger og overraskende skrænter'. Hvert kapitel i den skarpt udformede roman har en dato som titel, og mange af disse datoer har stor historisk betydning. Forfatteren lader på den måde essentielle øjeblikke i ét menneskeliv udspille sig på en tavs baggrund af verdenshistorien, for disse historiske begivenheder fremgår nemlig ikke af romanen og indgår ikke i handlingen. Det er godt set af forfatteren, og essensen af romanen må være, at den dybest set handler om erindring – datoer, som betyder noget i et enkelt menneskes liv, som blander sig med historiske mærkedage. [Kort referat]

Sceneskarp lille sag

Scenerne i denne roman udspiller sig i en lysning ved en skrænt nær havet, der næsten får karakter af en skuespilscene. Denne er bogens hovedperson Louises 'sted' og her skaber hun erindringer og mellemmenneskelige møder, der dog sjældent stemmer overens med virkeligheden. Dette er dog et glimrende kneb der tilfører handlingen 'et velfungerende mystisk og dommedagslignende præg'. Vi kommer omkring Louises lange liv – fra ung til gammel. Indholdet står skarpt, men desværre gælder det samme ikke for korrekturen, og de mange grammatiske fejl kan være meningsforstyrrende. [Kort referat]

Livet som et kammerspil

Et helt langt liv oprulles i denne kammerspilsagtige roman om Louise, der lever fra 31. juli 1914, før verden gik af lave, til 31. juli 2014. Barndom og pubertet, besættelsestiden, frigørelsen fra en kørestolslænket mor, kærlighed og alderdom fortælles kronologisk, men hovedpersonens tidsopfattelse er ikke lineær, men snarere kugleformet, og 'der findes i romanen en lang række tråde, som er med til at skabe en sammenhæng.' [Kort referat]