og lofter. Men det, der især lokker os, i en grad så vi bliver fuldstændig forblændet, i en grad så vi er parat til at sætte liv og lemmer på spil, det er ubeboede huse.”

Også lyset er en afgrund er en samling fortællinger fra Olga Orozcos barndom i et meget lille landsbysamfund, Toay, sydvest for Buenos Aires. Det er dog ikke barndomserindringer i traditionel forstand. Fortællingerne er snarere poetiske og meget personlige refleksioner af eksistentiel og spirituel karakter over tidens og rummets relativitet, over menneskets magt og afmagt i forhold til skæbnen og guddommelige magter, men med udgangspunkt i konkrete erindringer fra barndommen.

Historierne er lagt i munden på den tænksomme og følsomme ca. 8-årige pige, Lía, der er Orozcos alter ego, så man ser det fortalte både i barnets øjenhøjde og i voksenperspektiv.