man kan give sin sorg en håndgribelig ramme, hvor man aktivt forholder sig til den. Helt konkret ved at se på den som et lille fristed at træde ind i, væk fra dagligdagens trummerum, hvor der skrives et lille dagbogsnotat og tegnes en lille skitse – hver dag, i hundrede dage. Sorgen bliver herved afgrænset i tid og rum. Den bliver paradoksalt nok skemalagt, men vigtigst af alt, den får opmærksomhed.

Gennem små, korte dagbogsbidder får man scener fra en hverdag fyldt med alt og ingenting: bekymringer, afsavn, glæder, usikkerhed, sysler og samvær. Bogens tone og sprog er på én gang ærlig, let og dybsindig og indholdet lindrende og inspirerende, uanset om man har eller endnu ikke har haft sorgen tæt inde på livet. Dertil kommer illustrationerne fra forfatterens egen hånd, der både supplerer indholdet og bliver en oplevelse i sig selv.