Derudover bringes interviews med tre forskere, Ole Fogh Kirkeby, Inge Bryderup og Louise Klinge om deres respektive specialer; filosofi, socialpædagogik og skole/undervisning.   

Bogen indeholder desuden en del, der handler om socialpædagogik i almindelighed og om de særlige kvaliteter ved Skovgårdens praksis i særdeleshed.   

Spoiler alert: 

Hvis man sammenholder dét, som forskerne mener, der er godt for børn i udsatte positioner og deres familier med dét, som medarbejderne på Skovgården skriver og siger, at de gør – så er det præcist dét, børnene og deres forældre siger, at de får.

Som en 14årig pige siger det i et af interviewene: ”Det bedste ved at bo på Skovgården er, at ’de voksne kan lide én og at de hjælper én”.   

Den resonante tilgang, der præger både samarbejdet og det socialpædagogiske arbejde kommer blandt andet til udtryk, som en kollektiv evne hos ledelse og medarbejdere til at fremstå ’afslappet nærværende’ i bestræbelsen på at undgå afmagt, og i stedet se bag om børns adfærd for at kunne give den kærlige omsorg.   

Bogen henvender sig til fagfolk, embedsfolk, lægfolk, politikere og andre med interesse for udsatte børn og unge, deres familier og for, hvad områdets primæraktører, her i særlig grad Skovgårdens personale, kan gøre for at løfte, udvikle og skabe håb for de børn, der har allermest brug for det.