sin politisk-historiske kontekst og tegner de brede linjer for den franske forskelsfeminismes forslag om at tænke det kvindelige ikke som en mangel, men snarere som knyttet til overflod og en flerfoldig form for tale- og skrivepraksis.

 

“Når skriften sådan er central, på én gang antidepressiv og notar, udstikker det først og fremmest en subjektiv opgave, som enhver må tage på sig. ‘Hvorfor skriver du ikke?’ Men det angiver samtidig et kollektivt, politisk projekt: Danser du – ligesom os andre – om den varme grød, tager du tilløb og spænder ben for dig selv, før det lykkes at sætte sig og lade ordene komme? (…) Det, Cixous stiller os i udsigt, er nyvundne muligheder for at tale og tænke og leve frit. Men vi må selv arbejde os igennem teksten, ‘finde ud af ’ dens krop, din krop – ved at skrive den.”