der nu klarlægges af l’Internationale situationniste. Dette arbejde kan betragtes som en sammenfatning af de teoretiske konklusioner i Den internationale bevægelse for et Bauhaus Imaginiste (1953-1957), der netop havde sat sig for at forberede en mere avanceret gruppering.  

Den konsekvente indsigelse, som vi fandt nødvendig at rette imod det nye Bauhaus i Ulm, er med årene blevet udstrakt til hele den kulturelle front. Et kompromis er især umuligt med de etablerede personer, blandt hvilke man må regne dem, der mener, at en eneste nyskabelse er tilstrækkelig i et menneskes liv, og at man, hvis man har spillet en rolle ved dens fremkomst, ældes med den. Således er håbet om en omgruppering af visse personer, der tidligere var engageret i en fælles stræben, blevet gjort til skamme af begivenhederne: det forklarer, at navne, som vi i dag definitivt forkaster, kunne nævnes med tillid, dengang dette blev skrevet. Der kommer altid nye kræfter til, som forsvarer og hjælper os til at komme videre. Så længe man vil gå, er man ikke alene.    

Formålet med dette skrift har været at påvise, at metodelære for kunstarterne bør udtænkes i form af en eksperimentel dialektik, og at anvise den vej, man må følge for at forene den dialektiske og den eksperimentelle indstilling. Fejl i detaljerne er uundgåelige i et så omfattende forsøg, især hvis man erindrer, at nye specialiseringer opstår, hvis sammenhæng nødvendigvis endnu må være utilstrækkelig. Min viden ligger hverken på det videnskabelige eller det filosofiske område, men på det kunstneriske. Derfor vil min videnskabelige og filosofiske begrebsverden for videnskabelige og filosofiske fagfolk virke lige så naiv og forvirret, som videnskabsmænds og filosoffers udtalelser om kunst virker på en udøvende kunstner.