fortrængninger som nutidens psykoanalytisk skolede psykologer. For Aristoteles er sjælen først og fremmest sæde for erkendelse, dvs. den virksomhed der kommer af vor evne til sansning og tankemæssig bearbejdelse af erfaringer. Men da også den aktivitet forekommer en smule dunkel, må Aristoteles indledningsvis grundigt overveje, hvad begrebet "sjæl" egentlig kan betegne, og her gør han forbilledligt regnskab med sine filosofiske forgængere, før han selv samler trådene. Anden og tredje bog går nærmere ind på sjælens evne til sansning og tænkning, og her nærmer Aristoteles sig en egentlig erkendelsesteori - hvad der naturligvis bidrager til det lille og tætte værks centrale placering i filosofihistorien. Det er her, at en række af vore grundbegreber på feltet etableres - noget Søren Porsborg kyndigt redegør for i indledningen, hvor han drøfter en række vigtige valg ved en tekstloyal oversættelse.
Omslag ved Hovedkvarteret.