Ideen om sjælen har sin oprindelse i gamle animistiske forestillinger og blev senere integreret i den kristne teologi. I vores sekulære tidsalder eksisterer den stadig, men i forklædte former på tværs af filosofiske, videnskabelige og økologiske diskurser. Vi genfinder den i spørgsmålene om hvorvidt bevidsthed kan forklares som neural aktivitet, eller hvorvidt AI kan ses som et eksternaliseret socialt selv, en kollektiv, transindividuel sjæl.

 

Gennem en nyfortolkning af især Platons verdenssjæl og Aristoteles’ beskrivelse af sjælen som et livskontinuum, der forbinder planter, dyr og mennesker, foreslår Timofeeva en alternativ, radikal materialistisk forståelse af sjælsbegrebet – ikke som en immateriel enhed i modsætning til kroppen, ikke som en identitet, personlighed eller et dybt indre selv, men som en passage og en forbindelse mellem kroppe og verdener.

 

Det er en smukt skrevet (øko)filosofisk bog, der gennemgår komplekse ideer, filosofihistoriske analyser og spekulative argumenter på en tilgængelig måde. Ved at behandle spørgsmålene om krop, natur, ånd og udødelighed samler Timofeeva den klassiske metafysik på ny i lyset af den antropocæne tidsalders eksistentielle dilemmaer.

 

Om sjælen. Optegnelser fra den platonske undergrund af Oxana Timofeeva tager os igennem sjælens filosofihistorie, fra antikken til i dag, og viser, hvordan ideen om sjælen har tilpasset sig skiftende verdenssyn.