Til sidst på kurset skulle vi på en ’fantasirejse’ ud på ’Kærlighedsengen’. Der ville vi møde alle dem, der holdt af os, fortalte guiden. Jeg fnøs – og tænkte, at der nok kun ville være nogle få, der var der for mig. Vi blev igen ’talt ned’ gennem regnbuens farver, videre ned gennem talrækken – og der stod vi så igen på vores natursted. Jeg gik ud gennem døren og videre ud ad stien mellem træerne. Den bugtede sig i sollyset, og fuglene sang – og derude foran mig lå Kærlighedsengen. Den var fuld af mennesker, og der var flere – jeg kunne genkende. SÅ var jeg overbevist. Her var virkelig noget, jeg ikke forstod – og som jeg måtte forholde mig til.