kritik af de offentlige skole- og uddannelsesanstalter og af forfaldet i den dannelse, som de burde stå for og som de ifølge Nietzsche tidligere havde stået for. Der er samtidig tale om en bred kritik af kulturen og tidsånden i årene efter Tysklands samling i 1871. I sin kritik støtter Nietzsche sig til en samtidsdiagnose af dominerende tendenser på området og peger bl.a. på ’statstendensen’ og ’økonomitendensen’, der fremmer en udvidelse af dannelsen, men samtidig også en formindskelse og svækkelse af dannelsen.   Nogle af de tendenser, som Nietzsche peger på her i 1872, vil man kunne nikke genkendende til i dag. Det giver hans foredrag en tankevækkende aktualitet, der bestyrkes af, at spørgsmålet om dannelse og dannelsens forfald de seneste år igen er kommet på den skole- og uddannelsespolitiske dagsorden nationalt som internationalt. I et fyldigt efterskrift ved Jens Erik Kristensen og Lars-Henrik Schmidt kontekstualiseres og aktualiseres værket – og læseren hjælpes nærmere et svar på det vanskelige spørgsmål, hvad Nietzsche så egentlig selv forstod ved dannelse.