om mine egne vandringer ind i kunstens labyrinter.

Med afsæt i kunstpædagogisk skole på Kunstakademiet i KBH. i 1976, blev jeg kunstformidler, kunstpædagog og billedfortæller, men hvorfor nu skrive om det? Jeg har set det som min opgave at etablere det fælles rum, hvor børnene griber og holder fast i egne oplevelser, og hvor vi gennem forskellige former for husketegning og billedsamtaler får indkredset, hvor forskelligt vi oplever det, det sammen-sete. Altså ikke een rigtig mening, men mange mulige og facetterede syn. Disse fælles rum, det for en kunstpædagog og underviser kun er muligt at etablere, når man er troværdig. Jeg er jo ikke skuespiller, jeg må være opmærksomt til stede, være igangsættende, spørgende, lyttende og fastholdene, være sporlægger.

Jeg mener:
- at kunstnerens udgangspunkt for at påbegynde udformningen af kunstværket ofte er noget, der fornemmes, men ikke vides, en "sanset" ikke-viden.
- at processen med at forme fortællingen er kunstnerens metode til selv at søge meningen.
- at der, hvor ordene ikke rækker til, er der akut brug for billedsprog.
- at billedsproget behøves for at kunne favne det u-udsigelige.

OK: Er det ikke også en beskrivelse tæt på, hvordan børn griber verden?