Selvbevidste noveller

I ’Onde blomster’ søger Gunnhild Øyehaugs personer efter mening – i naturen, eller i kontakten med andre. Det er klogt, skørt og tankevækkende – og fuldstændig medrivende.

Intet er uberørt af Øyehaugs pen og flaksende fantasi

Gunnhild Øyehaugs »Onde blomster« er som et syret og vildtvoksende laboratorium, der udforsker følelser, aldre, erfaringer, køn. Vi er heldige, at have Øyehaug til at minde os om, at det fabulerende til enhver tid er mere øjenåbnende end det faktuelle.

Hjernen mellem hænderne

Gunnhild Øyehaugs Onde blomster svælger i litterære finter og fortællemæssige tricks. Det er synd for flere af fortællingerne.

Kontrære korte noveller

Norske Gunnhild Øyehaug skriver tekster, der slår uventede sving på snart hver side. Her blander litteraturhistorien sig med bevidstheden om, at der er en læser, som sidder med den pågældende bog i hænderne – og det er både nyskabende, morsomt og lidt uforløst.

ONDE BLOMSTER

Øyehaug tryllebinder sin læser med sin fængende, rytmiske prosa, sin lune humor og sine fabelagtige afslutninger.

Formskiftende fortællinger

Den korte novellesamling, Onde blomster, af norske Gunnhild Øyehaug indeholder hele femogtyve noveller på sine blot 125 sider. Trods novellernes kortfattethed byder de hver især på ukonventionelle og anderledes fortællinger, der pirrer både forestillingsverden og -evne. Øyehaug er bl.a. blevet kaldt “novellens norske mester”, og dette lever Onde blomster i dén grad op til.