Optegnelser 1992-1993af Elias Canetti

Elias Canetti (1905-1994), der i 1981 fik Nobelprisen i litteratur, var på mange måder en multikulturel kosmopolit. Som barn i Bulgarien talte han ladino, de sefardiske jøders sprog, hebraisk og bulgarsk. Da familien flyttede til Manchester lærte han engelsk og latin. Men de magiske hemmeligheders tungemål var tysk, som forældrene talte indbyrdes, et sprog han senere tilegnede sig og gjorde til sit skriftsprog mens han studerede i Wien, hvor han blev doktor i kemi. På dansk er han kendt for romanen Forblindelsen, det store kulturfilosofiske værk Masse og magt samt sine tre store erindringsbind Den reddede tunge, Faklen i øret og Øjenspillet.
En anden side af Canettis forfatterskab er hans aforistiske optegnelser, en slags dagbogsoptegnelser som blander erindringsbilleder og refleksion, tekster hvor han dels prøver at sammenfatte tiden, dels at sige den imod.

Optegnelser 1992-1993 var det sidste Canetti skrev og blev først udgivet posthumt i 1996. Det er enegængerens sidste tanker: "De utilpassede er jordens salt, er livets farve, er dens ulykke, men vor lykke." Det er en bog som stiller spørgsmålstegn, også ved hans eget livsværk. Man kan læse bogen som testamente fra et menneske som hørte hjemme i flere verdener: i myterne og i litteraturen, men også i samtiden. Et menneske som stiller spørgsmål, analyserer og kommenterer, skarpt og ubønhørligt, misantropisk måske, bidende, men til tider også morsomt og medfølende.

Canettis optegnelser hører til det 20. århundredes blivende, uudtømmelige bøger, som ikke kan læses ud i et stræk, men "bør indtages og fordøjes langsomt. Den lever kun for eftertanken, som den vækker og udfordrer med hver eneste sætning. Canetti kan minde om narren, der ved middelalderens hoffer kunne sige alt, når blot alvor og komik dementerer hinanden i hans bemærkninger. Der skulle være bid i hans vid, men samtidig sukker omkring hans syrlige ord" (Aktuelt).
Canetti er "en åndsfælle med Kafka og Musil" og dybt i hans optegnelser ligger den intellektuelles "forpinte påtagen sig hele kulturens byrde, væmmelsen ved det offentlige og officielle liv, den paradoksale tiltro til tankens muligheder, til aforismens kamp mod døden" (Information).
Henrik Wivel skrev om Canetti i Berlingske Tidende: "Canetti er et af de redeligste mennesker, man kan læse. Han er den mest fordringsfuldt fordringsløse forfatter, verden endnu har set. Han insisterer på at foretage sig det moralsk rigtige, men retter hele tiden sin fordring mod sig selv."
Eller som Poul Borum kort og godt skrev: "Det er en sand fryd at læse Canetti."

Uddrag af anmeldelser

"I selskab med Canetti føler læseren sig altid privilegeret, fordi han ved at skrive om sit eget liv får sin læser til at tænke på 'kryds og tværs' over sit eget."
Jes Stein Pedersen i Politiken

"Her er tale om litteratur der skal fordøjes i små mængder ad gangen. Næsten hver eneste aforisme kan minde om en ligning, foruden at det kan minde om Borges. Labyrintisk tankespind af kosmopolitisk art der har rødder i myter, kunst, filosofi og politik. Emnerne skifter, som i ketcherspil, fra den ene sætning til næste og fra første til sidste side. Jeg blev hammerirriteret efter de første gennemlæsninger, men er efterhånden kommet til at holde af denne lille djævel af en bog. (-) Fremhæves skal i øvrigt bogens omslag. Det oser af gammelt bogværk, et stille hjørne i Cambridge og en god cognac."
Lektørudtalelse

"Optegnelser 1992 - 1993 kan på mange måder minde om Franz Kafkas aforismer, og ligesom dem kan også Canettis ind imellem være vanskelige at lukke op. Man skal give sig tid. Tøve lidt, måske. Tonen i optegnelserne kan strejfe Rilkes elegier, men tilsat den engelske mystiker William Blake - en af Canettis mange inspirationskilder. Som ægte kosmopolit både i den ydre ver