der er ramt af vanskeligheder, men med et optimistisk blik som mennesker, der rummer ressourcer og potentialer, som kan bruges på arbejdsmarkedet.

Systemet har, så at sige, taget ja-hatten på. Et nyt og langt mere positivt sprog har over de seneste årtier gradvist indtaget socialpolitikken og fortrængt tidligere tiders sprog. Færre end tidligere får tilkendt førtidspension, og i dag beskrives selv de mest udsatte mennesker i kontanthjælpssystemet som ’aktivitetsparate’.

Konsekvensen er, at flere og flere udsatte betragtes som uværdigt trængende: Som mennesker, der godt kan, men alligevel ikke gør, og som det derfor er legitimt at møde med kontante midler. Dernæst retter det politiske system krav imod udsatte borgere – krav, som de oplever, at de er ude af stand til at honorere.