Grundtemaet i disse tre sammenhørende dramaer er spændingen mellem den oprindelige retsudøvelse som et anliggende for individet, familien, slægten eller klanen og det mere udviklede samfunds behov for og krav på at have eneretten til at pådømme og straffe - og til at udøve vold inden for lovens rammer. Denne konflikt er blevet reaktualiseret i Danmark og andetsteds i verden ved de folkevandringer globaliseringen af både kultur og krig har medført. Blodhævn og æresdrab finder sted for øjnene af os på Nørrebro og i Slagelse. I kong Agamemnons slægt er der en lang kæde af forbrydelser, der straffes og hævnes med nye forbrydelser. Det tragiske er, at hævneren ved at lyde sin pligt pådrager sig ny skyld og altså både har ret og udøver uret. Men kan samfundet tolerere den selvtægt? Nej, den må bryde kæden! Men afskaffe problemet kan den ikke. Den tragiske spænding forbliver fordi den er en del af selve menneskelivets vilkår. I erkendelse af at Aischylos' dramatisering af den blodige myte har noget vigtigt at sige et nutidigt publikum, har Det kongelige Teater bedt Otto Steen Due oversætte tragedierne og antaget oversættelsen til opførelse.