end den dadaistiske kunst normalt gør. Bogen er formet som en brevveksling mellem forfatteren og en anden person, Kladja. Hvem er denne Kladja, hvis hun ikke er ment som et pseudonym for selve skriveprocessen, blækklattens aftryk?

Nogle af teksterne i bogen er formet som vidtflyvende, dadaistiske digte, mens andre holder brevformen. Blandt teksterne er også klassiske dada-tekster, hvor sprogets sammenstød i absurde mønstre favner både børne- og voksenlitteratruren, nøjagtig som man så det i de kunstretninger i 1950’erne og frem, hvor Asger Jorn og Jørgen Nash deltog, hvor man lod sig inspirere af børnetegningen som udtryk for noget uforfalsket i livet. Helt så uskyldigt er det dog ikke her.