Vil det være klogt at gå hjem med ham den mærkelige kameramand fra baren og overnatte på hans gæsteværelse? Er det en glasvase, han smadrede ned i hovedet på hende? Kan hun få tørret blodet væk fra øjnene, komme ud i bilen og køre hjem til sin mor? Elsker hun virkelig hjernekirurgen, der reddede hende, eller udnytter hun ham bare, fordi han har en pool? Og kan man nogensinde blive hel igen, hvis man ikke prøver at opnå en eller anden grad af hævn?     

Allison tog til en lokal restaurant, satte sig ved baren og bestilte en cheeseburger og en fadøl. Hun drak øllen hurtigt, mens hun ventede på cheeseburgeren. Det var først efter, hun havde drukket øllen færdig, at hun opdagede, at kameramanden sad to stole væk fra hende, også med en øl. 

”Orkanpigen,” sagde han. Allison nikkede. 

”Det er mig.” 

”Lad mig give den næste omgang.” 

Bartenderen kom ud og satte cheeseburgeren foran Allison. 

”Jeg giver også din burger. Du mistede trods alt et hus. Du har fortjent et gratis måltid. Hvordan lyder det?” 

”Fint,” sagde Allison. Logikken gav perfekt mening for hende. 

”Må jeg sætte mig hos dig?” 

”Hvorfor ikke,” sagde Allison. Hun var ikke helt sikker, men hun havde drukket den første øl hurtigt, og det ville være akavet at spise sin aftensmad med en tom stol imellem dem. Kameramanden bestilte ikke mad til sig selv, kun en drink mere. En whisky denne gang. Den så god ud, men hun skulle køre. Kameramanden spurgte Allison, om hun ville have en, og hun rystede på hovedet, fordi hun skulle køre.