at jeg er bange for at bo helt alene uden en eneste nabo i miles omkreds og på randen af en afgrund - for jeg er ikke alene på ejendommen. Aldrig nogen sinde helt alene...

Alligevel kan ængstelsen melde sig. Den kommer i ryk og er ikke på nogen måde afstedkommet af ting ude fra. Det lover jeg jer for. Jeg er som alle de andre i klanen, vi er eet med alt levende i og omkring Ørnenes rede, hestene fårene, fuglene, vaskebjørnene som lever i afgrundens jungledyb, hjortene som kommer springende fra skovene og engene under Ørnenes rede og prærieulven som i månelyse nætter kan stille sig på min mors grav og hyle eller rettere synge mod det kolde rene lys af en måne."

Bogen er skrevet i og med samtidens sprog og retskrivning.

Karen Aabye (1904-1982) var en dansk forfatter og journalist. Karen Aaby debuterede i 1939 med romanen "Der er langt til Paris". Sidenhen udgav hun en lang række bøger, hvoraf Martine-serien (1950-54) er en af de mest kendte.

Karen Aaby var en torn i øjet på den tyske værnemagt under 2. verdenskrig, og Gestapo endte med at sprænge hendes hus 'Kissum bakke' i luften. Heldigvis var ingen hjemme og huset blev genopbygget efter krigen. I 1946 skildrede Karen Aabye flere danske skæbner, der flygtede til Sverige i løbet af krigen.