Kvinden var nøgen og åbenbart blevet barberet over hele kroppen. Kun det strålende blonde hovedhår havde morderen ladet hende beholde. Det glatte hår omgav hendes ansigt som en glorie. Hvem end det var, tænkte Ann Kathrin, har han taget sig tid til at frisere liget. Hvorfor havde vinden ikke for længst tilintetgjort dette arbejde? Hun brød sig ikke om, hvordan de to unge betjente fra Norden med deres barneansigter stod måbende foran den døde. Hun beskyldte dem ikke for at glane på den måde. Dette billede efterlod ingen uberørt, og netop dette gjorde Ann Kathrin bange. Dette billede måtte aldrig komme frem i pressen. Kvindens ben var vidt spredte fra hinanden, dog ikke som ved offeret for en seksualforbrydelse, men snarere som hos en kvindelig kunstskøjteløber, der gennemfører elveragtige spring for at imponere juryen.