gav han i desperation Gud et overilet løfte til gengæld for frelse. Hvis han til slut kom ud af stormen og uskadt kunne runde kap'et, skulle han for evigt være dømt til at befinde sig på havet uden nogen sinde at gå i havn. I tilrøgede havneknejper talte man derefter om, at et møde med skibet var et tegn på, at ens egen skæbne var beseglet. Bare tanken om det kunne få det til at løbe koldt ned ad salte rygrade. På den tid gik overtro og uvidenhed hånd i hånd, og samtidig var den politiske situation i Europa så ustabil, at man altid forsøgte at gøre grin med den.