Der lyder ingen lette fodtrin på gangen. Det vil ikke mere rasle blødt i en kjole, som strejfer karmen på vej ind i rummet. Nu ved jeg det. Hun kommer ikke. Døren vil aldrig mere åbnes af en sorthåret skikkelse med bløde sigøjnerøjne. Ikke mere. Jeg behøver ikke at lytte efter døren mere.

Kira er kun godt et år gammel, storesøster Åsta er knap fire, da deres mor dør. Kiras første erindringsglimt er fra den tid, og hun begynder sin fortælling hér: Den morgen MammaSignes seng er kold, og hun ikke vil vågne, og den dag, den nye kommer - hende, pigerne nu skal kalde Mamma.