»Jeg tror paa Søslangen« udtalte den danske havforsker Anton F. Bruun til Ekstra Bladet under hedebølgen i krigssommeren 1941. Det var en fin lille sommerhistorie, der dog viste sig at få store konsekvenser for dansk havforskning: Søslangen satte den anden Galathea-ekspedition (1950-52) i gang. Anton F. Bruun ville fange søslangen på en dansk dybhavsekspedition efter krigen.

Rejseforfatteren Hakon Mielche blev straks grebet af Bruuns ide, og sammen planlagde de ekspeditionen som en kombineret forsknings- og formidlingsekspedition, hvor (næsten) ugentlige rejsebeskrivelser i Illustreret Familie-Journal holdt danskerne informeret om eventyret.

Og søslangen? Den fandt de aldrig. Men de påviste, at der eksisterer biologisk liv på bunden af de dybeste grave i Stillehavet: Små uanseelige søanemoner og usynlige bakterier. Ikke desto mindre sikrede det ekspeditionens videnskabelige eftermæle og Danmark endnu en plads i den internationale ekspeditionshistorie.

Bogen er en spændende faglitterær fortælling, der ikke alene afslører, hvad der blev af søslangen, men også kommer tæt på de historiske hovedpersoner og giver et indblik i det offentlige mediebillede og videnskabens rolle i det offentlige rum.