Forfatteren bevæger sig med stav og støvle, med sjæl og sind, når hun begiver sig rundt på de danske og europæiske pilgrimsveje. Men også med et skolet intellekt, som måske spærrer vejen for udsyn og nærvær.

Bogen er udsprunget af et underskud. Midt i ingenmandsland er den blevet til. Midt blandt mennesker, dont, og vandringer træder et vakuum frem, og spørgsmålene trænger sig på: Hvordan undgår kirken at drukne i aktivisme? Hvordan undgår menneskenes børn at lande i et åndeligt tomrum? Hvordan navigerer vi udenom præstationssamfundets overfladiskhed? Hvordan finder vi ind til de nære relationer og til et liv i sand efterfølgelse? Hvordan får vi stablet en levende kirke på benene? Og hvordan finder vi redskaberne til at være ærlige overfor os selv og hinanden?

Forfatteren går sig i bogstaveligste forstand gennem spørgsmålene. For svarene er ikke nødvendigvis til stede. Går med sig selv og sine medvandrere som samtalepartnere og aflæser en længsel efter reform. Bogen er således et indspark til en debat om, hvordan vi kan blive bedre til at være kirke – svøbt i den personlige beretnings greb, hvor læseren bringes et stykke skrøbeligt, levet liv.

Værsgo’ at vandre med!