Bogens fortællerperson har på grund af en ikke-defineret livsstilssygdom isoleret sig i et gammelt sommerhus af frygt for corona.
Han har søgt isolering på sin kærestes råd. Undervejs i teksten opdager man, at hun har givet ham dette råd af egoistiske grunde. Fortælleren er åbenlyst deprimeret, og det går heller ikke godt med hans arbejde, hvor han har en fyring hængende over hovedet.

Teksten er en poetiske og følsom refleksion over livet og eksistensens fundamentale ensomhed. Fortælleren har angiveligt ingen børn, og det driver ham ud i tanker om sine forældre og de børn, han ikke har. I sin ensomme situation begynder han at iagttage virkeligheden med en skærpet opmærksomhed, der gør, at selv de mindste ting (en flue, en omstrejfende hund, et træ - forsidebilledet) får betydning, og han mindes de sider af sin barndom, hvor sære og tilsyneladende betydningsløse eksistenser havde indvirkning på hans liv, som f.eks. en stakkels evnesvag, som gav ham wienerbrød, indtil forældrene forhindrede kontakten. Bogens temaer er tidens og erindringens mystik samt de mange tilstedeværende ikke-tilstedeværende, der er en central del af livet.