Partnerskaber er et blevet et af tidens modeord. Frivillige organisationer indgår partnerskaber med staten om fx ulandsopgaver. Private virksomheder indgår partnerskaber med kommuner og amter om drift og vedligehold af en lang række institutioner. For de frivillige er det en mulighed for at få penge uden at give køb på uafhængigheden, og for virksomhederne er det en god måde at mindske konkurrencen på. For det offentlige giver partnerskaber mulighed for at signalere både samarbejdsånd og konkurrencementalitet.   Partnerskabelse tager udgangspunkt i en række casestudier fra forskellige sektorer og analyserer partnerskab ikke blot som et konkret organisationsværktøj, men som et socialt fænomen, der afspejler afgørende forskydninger i den måde, velfærdsstaten traditionelt har forhandlet velfærd på. Med partnerskaber mellem offentlige myndigheder, private virksomheder og frivillige organisationer skabes en række flydende arenaer, hvor det, der forhandles ikke først og fremmest er ressourcer, men selve definitionen af velfærdsopgaverne. Partnerskaber åbner for nye hyperkomplekse koblinger mellem politik, økonomi, ret og sundhed og er en måde at stabilisere forventninger på i et stadig mere ustabilt og differentieret samfund.