på Østlolland og hans brud med sin far for at få sin ønskede fremtid og uddannelse på Landbohøjskolen i København og om de følgende vanskellige år med krise og arbejdsløshed i Danmark. Hans livsværk i Hedeselskabet er beskrevet i hans artikel "Afvanding" i det Kongelige Danske Landhusholdningsselskabs bogværk Landbrugets Plantedyrkning fra 1968.

Om sine barndomsår på Postgaarden (de første 100 sider) skriver han selv: "Formålet har i første række været at give mine børnebørn, som er vokset op i bymiljø, lidt indtryk af livet på en bondegård før første verdenskrig." Erindringerne giver et tidsbillede, der med sine samtidig barske og idylliske sider giver et tidsbillede af livet blandt de dengang mere end ¾ af Danmarks befolkning, der var beskæftiget i landbruget.

For at give et indtryk af stilen og detaljeringsgraden i dette erindringsværk er i det følgende gengivet et kort afsnit fra bogen (om Høsten): "Som nævnt blev der brugt mejemaskine, men der var dog bibeholdt en gammel skik fra høstleens tid, det var, "at man strøg for kålen". Det vil sige, at mandfolkene, når de var helt færdige med høstleen, gik hjem til køkkendøren og stod og strøg leen. Dette var en trussel mod madmoder, at nu ville de gå ud i køkkenhaven og hugge kålen om, så måtte madmoder se at formilde dem, og hun kom derfor ud med øl og snaps. Jeg har aldrig hørt noget om baggrunden for skikken, men det kunne jo tyde på, at man ikke har elsket kålsuppe særlig højt. Jeg husker skikken, fordi man i min barndom lod en lille bid stå i den sidste kornmark, og det blev så høstet med leen. Derefter gik mandfolkene hjem til køkkendøren og stillede sig op og strøg leen. Så kom farmor ud med den traditionelle øl og snaps, og det formildede dem, så de lod kålen stå."