abstrakte. Den gamle klarhed er væk, tegneserieheltene er taget hjem. Det er i den situation, Kirkeby begynder at lave skulptur - i gips, som så støbes i bronze. Kropslignende fragmenter ophøjet til form.Og bronzeskulpturernekommer til at forløse Kirkebys maleri. De løfter det ind i den store stil, hvor det maleriske stof får næsten fysisk vægt og det figurative kan genopstå som en række faste figurer i kunstnerens univers. Med tiden har Kirkeby således forvandlet alt det, man engang troede var malerisk spontant, til greb; til emblemer, symboler eller hvad man vil. Den danske misforståelse af Kirkeby som ekspressiv maler burde ikke længere være mulig. En bjælke, et par fødder, træstubbe, klipper: genkommende størrelser i såvel maleriet som skulpturen. I det modne værk finder kristendommens billedverden og geologiens temaer hinanden på en måde, man nko må betegne som ikke-moderne. Men samtidig er Kirkeby på absolut moderne vis sin egen. For han insisterer på sine erfaringer, han arbejder dagligt inspireret af tradition og observation, og så bevæger han sig mellem genrerne med et begær efter klarhed, som ikke lader nogen samtidig kunstner eller intellektuel noget efter. "Per Kirkeby - Skulptur" er et forsøg på at fortælle denne historie - den store såvel som den lille: Om poppen, geologien og kristendommens historie hos Kirkeby, om forholdet mellem skulptur og maleri, mellem billede og stof. Bogen trækker en linje gennem Kirkebys oeuvre fra dets begyndelse til i dag - og sammenfatter det kunst- og livssyn, som bærer det. Og skulle så gerne sende sin læser retur til værkerne med lidt mere viden om bronzerne og fornyet appetit på maleriet, på billederne, på bøgerne. PÅ alt det, der fascinerer i Per Kirkebys værk.