tanka-digte, haiku-digte, rige, blomstrende perioder, som Heian-perioden, med Sei Shonagon, som det store navn, Vestens indtrængen i 1800-tallet og voksende indflydelse på den tidligere lukkede japanske kultur, og også med 2. verdenskrigs rædsler.

Således blev den japanske poesi beskrevet i år 905:

"Japansk lyrik bruger menneskehjertet som frøkorn og frembringer de myriader af blade, der er ord. Denne verdens mennesker, der er opfyldt af det, der skal gøres, taler fra hjertet, hver gang de ser noget. Hør bare en busksanger synge mellem blomster eller en frø, der kvækker i vandet. Er der nogen levende væsener overhovedet, der ikke skaber digte? Hvad er det, der bevæger himmel og jord uden anstrengelse, der får selv de usynlige guder og dæmoner til at føle medlidenhed, blødgør forholdet mellem kvinde og mand og beroliger de vilde krigeres hjerter andet end digtene.”

Tidligere er i samme serie af samme forfatter udkommet "Bambusfløjten - kinesiske kvinders digte gennem 3000 år".