med de jordiske forældre. De bibelske fortællinger om frelseren Jesus Kristus, der er skrevet i perioden omkring år 70-120, er religiøse fortællinger om en mytologiske figur, der som Guds søn er født af en jomfru. Kristendommens mytologiske figur, Jesus Kristus, har aldrig eksisteret som menneske, men det har personen Jesus. Forfatterne til de bibelske evangelier var ikke Jesus’ disciple og havde aldrig mødt Jesus, og de evangeliske fortællinger er en sammenblanding af de overleveringer, som Jesus’ disciple har videregivet og gamle religiøse fortællinger. Bogen ”Personen Jesus og det han talte om” gør op med de bibelske, mytologiske fortællinger om Jesus og er en åndsfilosofisk beskrivelse af mennesket som et guddommeligt væsen, der ifølge det, Jesus talte om, har Guds rige i sit indre, og tager udgangspunkt i, at Jesus ifølge Johs, 6,63 sagde: ”Det er ånden, som gør levende, kødet gavner intet; de ord, som jeg har talt til jer, er ånd og liv.” Endvidere gøres der op med naturvidenskabens tro på den ateistiske opfattelse af, at livet kan begrundes i det fysiske i sig selv med hjerneceller, der skaber tanker, som var mennesket et robotagtigt styret væsen.Bogen er tænkt som inspiration for læseren til at forstå sig selv som et guddommeligt væsen, der bærer Guds rige i sit indre, og opfordrer læseren til at være kritisk overfor andres udlægning af sandheden. Bogen er endvidere tænkt som inspiration til fornyelse af den kristne forkyndelse.