“Når ytringsfrihed reduceres til propagandafrihed, er de eneste dele af den menneskelig ånd, som fortjener at udtrykke sig, ikke frie til at gøre det.”
I essayet "Personen og det hellige" skriver den franske filosof, mystiker, lærer og aktivist Simone Weil sig ind i et område, hvor etik og retsfilosofi bliver uskelnelige. Med glødende intensitet og utrolig klarhed spørger hun, hvorfor den etiske handling aldrig kan reduceres til et spørgsmål om rettigheder, og hvordan begrebet om den juridiske person paradoksalt sætter grænser for retfærdigheden. På denne måde formulerer hun det store spørgsmål for enhver politisk praksis, der vil forstå sig selv som retfærdig.
Simone Weil levede fra 1909 til 1943, og hendes liv og skrifter minder os om, at politik må forstås som en praksis. Selv tog hun et års orlog som lærer for at arbejde på Renault-fabrikkerne, for bedre at kunne forstå, hvordan hårdt fysisk samlebåndsarbejde påvirker arbejdernes måde at tænke på. Det er dette kompromisløse politiske engagement der gør, at hendes skrifter måske er mere relevante i dag end nogensinde før.
Vi er stødt på 3 anmeldelser af bogen "Personen og det hellige" i de 454 aviser, blogs og andre medier, vi følger. Find citater, links og korte uddrag herunder.
Man fristes til at tro, at bogen er skrevet med coronapandemien for øje
Personligheden er som moden omskiftelig
Franske Simone Weil var de undertryktes filosof. I dette essay, som virker påfaldende aktuelt, udfolder hun forholdet mellem ret og retfærdighed. [Kort referat]
Giver en meget god indgang til væsentlige træk hos Weil
Rodløshed og sjæleføde
Den franske mystiker Simone Weil er en fascinerende figur i det 20. århundredes idehistorie, og man ville godt vide, hvor hun var endt, hvis ikke tuberkulosens langsomme pandemi havde fået ram på hende. [Kort uddrag]
