Digtene i Picco Picco stammer fra et ødelagt sted; her er en krop der kender volden som noget intimt, og som til slut måske slet ikke er en krop længere. I digtuniverset befinder vi os i sindets geografi, hos pigen Picco Picco, der i en evig jagt efter en form for tryghed, må søge retræte, langt væk fra virkeligheden og verden, der er alt for farlig og vanskelig. Men verden kommer alligevel til syne gennem Piccos blik og bevidsthed, gennem barndomsminder om moderens død, faderens svigt og om elskerens overgreb. Disse traumatiske skildringer kombineres med dystopiske fremtidsvarslinger, der foregår på ubestemmelige steder, i en ubestemmelig tid –  dikteret af Piccos traumatiserede sind, hvor skellet mellem hvad der er virkeligt og ikke, opløses i en eksistentiel kamp mellem den dybtliggende menneskelige natur og den nyudviklede teknologi: ”Jeg tænkte ingenting. Ingenting, men i dette ingenting findes alt fordi det kommer af ingenting og gør mig til alting”.