Hvem var de kvinder, der blev anbragt på Kvindehjemmet på Sprogø? Hvordan var deres hverdag på øen, hvor de blev holdt isoleret fra det omgivende samfund og deres familie? Hvordan opstod ideen om at isolere bestemte kvinder på en øde ø? Og hvorfor blev denne ide betragtet som en del af det, der gjorde den danske åndssvageforsorg til ”verdens bedste”?

I perioden 1923-1961 blev ca. 500 kvinder, som blev anset for at være ”løsagtige” og ”moralsk defekte”, anbragt på Sprogø. Kvindehjemmet var i samtiden et prestigeprojekt inden for åndssvageforsorgen, og anstalten blev af læger, politikere og i pressen fremhævet i rosende vendinger som et billede på fremskridt. I dag er historien om kvindehjemmet stadig omdrejningspunkt for stor offentlig interesse, men nu som genstand for forargelse og som eksempel på velfærdsstatens skyggeside. I efteråret 2023 gav Pernille Rosenkrantz-Theil på regeringens vegne en undskyldning til tidligere anbragte under særforsorgen, derunder de kvinder, der har været anbragt på Sprogø.