De fleste af os havde væet hjemme på weekend for sidste gang. Næste gang var der ikke nogen efterskole at vende tilbage til. Jeg kunne mærke, hvordan jeg blev helt tom indeni, hver gang jeg tænkte på det, og det var hele tiden. Jeg tror også, at de andre havde det sådan, men der var ingen, der ligesom turde snakke om det. Måske ville det så blive alt for virkeligt. Og fra nu af gjaldt det jo om at nyde hvert minut, der var tilbage. Ditte bliver hele tiden stillet over for valg. Skal hun blive ved med at være kæreste med Alexander, selvom deres forhold knirker gevaldigt? Hvad skal hun gøre for at forhindre sin mor i at møde op på efterskolen for at deltage i en politisk debat? Hvilken uddannelse skal hun vælge på længere sigt? Og skal hun tilbage til sin gamle klasse eller skifte skole? Men alle disse valg bliver overskygget af en eneste ting: Efterskolen er ved at være slut, og tanken om at skulle skilles fra alle sine venner er ikke til at bære. Slet ikke, når man skal flytte tilbage