1793, og Hjortedræber, Natty Bumppo, helten fra ‘Den sidste mohikaner’, er ved at være en gammel mand. Den indiansk opdragede europæer, der i de østlige skoves vildnis bliver jægeren, spejderen og eneren, som aldrig for alvor kunne finde sig til rette hverken hos de hvide eller hos indianerne, må opleve, at hans elskede skove bliver fældet, jorden lagt under plov og de uendelige ødemarker forvandlet til privat ejendom. Natty kæmper forgæves mod denne udvikling sammen med sin indianske følgesvend Chingachgook, der ligesom han selv er blevet gammel og nu lever med en tærende længsel efter sit forsvundne folk. Hjortedræbers kamp for at forsvare sin hårdt tilkæmpede frihed er et enestående amerikansk drama, og romanen om hans kamp giver et skærende og præcist portræt af et samfund i uafvendelig forandring. "Cooperstown i Coopers romaner og Cooperstown uden for romanerne begyndte allerede på Coopers tid at smelte sammen, byen var og er et lille kunstigt paradis, præget af forfatterens drømmebillede af USA som en forsoning mellem vildmarkens USA og det civiliserede USA. Cooper endte med at blive fascineret af de store kulturlandskaber i Europa (...). Han mente, at han dér havde fundet landskaber, der også kunne bruges i USA. På baggrund af denne dobbelthed af politisk engagement og æstetisk drømmebillede er Coopers romaner altid både realistiske romaner og alligevel modernistiske, fordi hans enorme sans for landskabsdetaljer, i mindre grad mennesker, hele tiden lader læseren fornemme, at han skriver nøjagtigt, fordi han føler, at virkeligheden fortoner sig til en skyggeverden, til katastrofe og undergang for USA, hvis ikke det lykkes for ham, James Fenimore Cooper med sine romaner at sende meddelelser per flaskepost ud fra Susquehannas kilder med en sidste advarsel til New York, særinteressernes hovedstad, og til hele den amerikanske nation, mens tid er." Henning Goldbæk, Information