Dette er en fortælling, der skildrer i barndommens flugt fra det underbevidste, ungdommens rebelske natur og kampen om at bryde de dårlige mønstre.   

I et sprog, der svæver mellem det billedmættede og det næsten sagte, bevæger Pipfugl sig gennem tågen og efterlader læseren med fornemmelsen af, at noget er forsvundet – og at noget andet måske netop er ved at begynde.     

Boblen voksede sig ud på den anden side af mit højre øre. Du spillede mig i ro. Dæmonerne bød min samvittighed op til svingom ved halbal. Hulrummet i min mave var bunden af et vandfald. Jeg sank et sted derinde. Affundet med min umiddelbare skæbne. I uvished hvor jeg læner mig af mørket for trøst. 

Luften fortættedes. Vejene drev i dine strømme. Tonerne flød fra dit legeme. Du spillede for natten, der snoede sig om dine arme og dine fingre, idet du åbnede porten til det evige liv. Du var allerede for længst forduftet med den friskende vind. Sporløs i tågen, for at flyde i tomrummet, hvor du førte stift an med din lanterne i mulm med svag røst i din gale.