Afdeling for idéudvikling først og fremmest en arbejdsplads. Dens rutsjebaner og karruseller er en konstant påmindelse om, hvor svært det er at forudsige andre menneskers bevægelser og opførsel; for hvordan kan man sætte en skilsmisse, en utro kollega, en manisk far, en døende mor, en søn, der ikke kan huske, hvad man hedder, og dét faktum, at der pludselig ligger en stor, gul bombehund foran døren til ens kontor, på formel? Og hvad ville man i det hele taget få ud af at gøre det? Tennisbaner, fodboldbaner, golfbaner. Alle den slags lukrative, rekreative, indhegnede områder passerede under os. Store grønne områder designet til spil. Jeg har aldrig været en stor fan af golf. Et dårligt spil. Alt for fjernt. Lader hånt om altings fysik. Ingen respekt for boldspil, der handler om at fjerne bolden så langt væk fra sin krop, som det er muligt. Golf, baseball, badminton, hockey, pool. Hvorfor alle disse spil, hvor skræmte små mænd med dårlige muskler arbejder så hårdt for at støde små runde bolde væk fra sig? Hvorfor alle disse redskaber, disse bat, disse køller, ketsjere, køer, boldtræer? Hvad er det, de prøver at slå væk fra sig, de rige og veletablerede, hvis spil og tidsfordriv kræver så mange, mange forskellige værktøjer? Hvad er det, de forsøger at lære deres børn, disse her små, hvidklædte mennesker i polotrøjer og med solhatte og svedarmbånd og komplicerede, videnskabeligt udviklede sko? Har det at gøre med en frygt for ballistik? For hvad der kan finde på at falde ud af himlen? En måde at håndtere indkommende projektiler og fjendtligtsindede objekter, der er på vej mod ens territorium? Jeg var ikke længere klar over, hvad klokken var, men mørket var eftertrykkeligt. STEFAN K. LARSEN (f. 1984) bor i Århus med sin kæreste og datter. Plancks Momentum er hans første roman.