Chokket sætter sig varige spor i Jon og kommer til at præge både hans ungdom og voksenliv. Det har både fordele og ulemper. Jon bliver lidt mere rå i sin tilgang til de mennesker, som er en del af hans hverdag, mindre empatisk, men samtidig bliver han også meget bedre til at passe på sig selv og dem, som han holder af.

Jon sad i haven, og ventede på farmor. Mor kom og gav ham et kram. Hun var så underligt ”sød” i dag – mor … Gad vide om det hang sammen med det mundhuggeri Jon havde været vidne til nogle nætter forinden? Mor havde nogle dage, ikke sagt andet end ”JA og NEJ,” til far. Det fik Jon til at tænke på, da far og mor var uvenner i Sverige – hos en af fars andre brødre, der havde et sommerhus dér. Jon blev ked af, at de var uvenner. Han forstod ikke hvorfor. Når man er 8 år – enebarn og hedder Jon, kan man ikke altid selv se, hvorfor man er ked af det. Og man forstår heller ikke altid, hvad de voksne tænker. Eller sig selv og hvad man måske er bange for.